You are currently viewing <!--:da-->Dansk samarbejde bag ny eksaktsnittevogn <!--:-->

Dansk samarbejde bag ny eksaktsnittevogn

Ønsket om kort snittelængde, stor fleksibilitet og økonomisk konkurrencedygtighed kobler finsnitter fra Kongskilde sammen med vogn fra Thyregod i et comeback for eksaktsnittevognen.

Hver gang vi fandt en brugt på nettet, blev den enten solgt med samme eller var helt slidt op,« siger planteavler og biogasproducent Knud Christensen om sit forgæves forsøg på at finde en brugt JF eksaktsnittevogn med præcis den korte snittelængde, hans biogasanlæg kræver for at sikre optimal gasproduktion på efterslæt og efterafgrøder og samtidig give en fleksibel og omkostningseffektiv løsning i forhold til vejtransport og små slæt.

Men hvorfor ikke bare bygge en ny? Det var reaktionen fra Steffen Stovby, da han hørte om udfordringen. Han er sælger hos Farmas og vil hjertens gerne sælge en opsamlervogn.

Men det var bare ikke, hvad der blev efterspurgt. Hverken af Viftrup Biogas eller af en række mælkeproducenter, som står med en identisk udfordring i forhold til at bjærge især de mindre slæt græs på en fleksibel og rentabel måde uden at gå på kompromis med snittelængden.

Så med ham som formidler bliver løsningen at montere snitteren fra Kongskildes bugserede FCT 1060 MD (MD står for metaldetektor) i fronten på en Tim GSV 40 frakørselsvogn fra Thyregod.

16 mm snitlængde

Resultatet bliver en ’ægte’ snittevogn med en teoretisk snittelængde ned til 16 mm, afhængig af antallet af knive i snittecylinderen. Effektbehovet er mindst 140 og højst 250 hk, og kapaciteten på vognen med affjedret bogie og ekstra stor dækmontering er 40 kubikmeter, der læsses af på under 40 sekunder. Snitter-delen vil kunne afmonteres, og så har man en ren frakørselsvogn.

Kombiløsningen vil kunne leveres til første slæt græs i 2017.

Som en ekstra finesse er Viftrup Biogas snitteren udstyret med høj og drejbar tud. Dermed kan snitteren også fylde en vogn på siden af snitteren.

»Vi har også overvejet en selvkørende finsnitter eller at bruge maskinstation, men vi tror, at vi kan gøre det både billigere og lidt mere effektivt på den her måde, for der vil blive mange små stykker og små skår at køre efter. For høje bjærgningsomkostninger vil kunne ødelægge økonomien totalt i disse afgrøder,« understreger Knud Christensen.

Viftrup Biogas forventer at skulle bjærge efterslæt på frøgræsmarker og høj stub med isået græs efter ribbehøstet korn på i alt ca. 600 hektar. Da en del arealer ligger langt væk, er den drejbare tud og muligheden for at fylde en vogn på siden med til øge fleksibiliteten.

 

Artiklen er skrevet af Claus Solhøj, Landbrugsavisen.dk